Mikkel Beha fylder 50 år: Sådan skal dagen fejres i Rio

Tv-værten og eventyreren Mikkel Beha Erichsen runder torsdag et skarpt hjørne. Men der bliver ikke meget tid til festivitas på selve dagen.

En af Danmarks mest populære tv-værter, verdensomsejleren og eventyreren Mikkel Beha Erichsen, er meget langt væk fra sit fødeland, når han om fire-fem timer vågner op til sin fødselsdag.

50-års fødselaren befinder sig nemlig på et hotel på den berømte Copacabana-strand i Rio de Janeiro, hvor han for øjeblikket står for en intensiv dækning af OL-sejlsporten sammen med sin ældste søn, Emil, kendt som skipper i 'Kurs mod fjerne kyster'. Så der er meget begrænset tid til at fejre dagen.

- Det bliver nok en fødselsdag i den meget stille afdeling. Jeg møder ude i vores sejlsportsstudie kl. 08.00 og har skidetravlt hele dagen med fire-fem timers live-dækning af sejlsporten, en tre-fire gennemstillinger til diverse TV 2-kanaler og sluttende med et redaktionsmøde om fredagens program, lyder det i en mail fra Mikkel Beha Erichsen sent onsdag aften, og han tilføjer.

- Så Emil og jeg er vel hjemme på hotellet ved 21-tiden, og mon ikke jeg sover ved 22-tiden efter en enkelt øl?, skriver han med en smiley som afslutning.

Mikkel Beha skal dog ikke snydes for en fødselsdagshilsen - i videoklippet øverst er 'Havana's hjemkomst kombineret med "Happy Birthday"

Den store fest må vente

Ifølge Mikkel Behas far, forfatteren og tv-manden Troels Kløvedal, står familien på spring for at fejre "den hjemvendte søn", så snart det er muligt.

- Det sidste, jeg talte med Mikkel om, lige inden han fløj med Emil til Rio, var, at vi lavede en familiefest, når de var hjemme igen. Men hvor og hvornår, ved jeg ikke endnu, siger Troels Kløvedal til TV 2.

Men Mikkels familie og venner skal nu ikke regne med, at den store fest ligger lige om hjørnet:

- Jeg vil invitere alle mine venner og familie til den kæmpestore 51-års fødselsdag d. 11. august 2017, konstaterer Mikkel Beha nemlig selv med sin sædvanlige, tørre humor.

TV 2-kollega planlægger surprise-morgenbord

Selv om Mikkel Beha Erichsen således ikke har de store forventninger til sin 50-års dag, venter der ham i det mindste én overraskelse i løbet af dagen.

- Jeg bor på samme hotel som Mikkel og Emil, og jeg har planer om at pynte morgenbordet med dannebrogsflag, som jeg har taget med hjemmefra. Så han kan blive fejret, så snart han står op, afslører TV 2 Sportens Christian Bækgaard, der endda også har været på fødselsdagshopping hjemmefra.

- Jeg har købt et par gaver til Mikkel, men jeg vil ikke sige, hvad det er, hvis han nu skulle læse det her, siger han med et grin.

På grund af tidsforskellen i Brasilien, som er fem timer bagud i forhold til Danmark, varer det endnu noget tid, før Christian Bækgaard lister ned i Copacabana-hotellets restaurant og pynter bordet op med rød-hvide flag. Men han frygter, at fødselaren kommer ham i forkøbet.

- Mikkel er noget af en morgenmand. I går (tirsdag, red.) stod jeg tidligt op, syntes jeg selv. Men da jeg skulle ned for at spise morgenmad klokken kvart i syv, var Mikkel allerede på vej ind i elevatoren for at tage ud til studiet i Marina da Glória, lyder det fra TV 2-journalisten.

Om Mikkels søn og OL-kollega, Emil Midé Erichsen, har planlagt en fødselsdags-surprise, er uvist, da det ikke er lykkedes TV 2 at få kontakt til ham i Rio.

Fødselaren Mikkel Beha Erichsen kan torsdag opleves live i 'Sejlsportsstudie med Mikkel Beha og Emil' kl. 17.30, kl. 19.00 og kl. 20.45 på TV 2 Charlie